Den amerikanske fotograf Bruce Weber tilhører den sjældne kategori af kreativt udøvende, der har formået at bidrage med afgørende fornyelser både som kommerciel håndværker og som ‘seriøs’ kunstner – uden at det tilsyneladende er gået ud over nogen af delene. Faktisk tværtimod. Det er, som om arbejdet som modefotograf blot har tilføjet Webers kunstneriske billeder ekstra dynamik, samtidig med at hans reklamer gennemstrømmes af stærke fornemmelser, og af en individualisering og politisering af modeller og motiver, som er usædvanlig inden for dén genre.

Kender man ikke Bruce Weber som kunstner, er man givetvis stødt på ham via hans ganske mange stilskabende reklamebilleder og modeorienterede fotoserier fra de sidste tyve år. Weber debuterede i 1973, kendetegnende nok både med en udstilling i kunstsammenhæng og en reklameopgave for Men’s Wear.

Det egentlige gennembrud kom fem år senere med et par reklamekampagner i magasinerne GQ og SoHo Weekly News, fotografiske serier, der med nøgne eller let påklædte mandekroppe som opdrejningspunkt indførte et – i reklamesammenhæng – anderledes og mere direkte erotiserende blik på den maskuline fysiognomi. Weber blev manden, der gjorde den såkaldte ‘six pack’-mave obligatorisk i annoncer for boxershorts. Og på kundelisten stod snart trendsættende labels som Calvin Klein og Ralph Lauren samt magasiner som Vogue, Rolling Stone, Life og Andy Warhol’s Interview. Senere fulgte musikvideoer for bl.a. Pet Shop Boys samt stribevis af reklamefilm.

Hollywood-stjerner

Med andre ord nok til at korrumpere enhver svag sjæl. Men ikke Bruce Weber, hvilket den omfattende præsentation – Branded Youth & other Stories – vidner om.
Centralt blandt udstillingens mere end to hundrede billeder står serien Come blow your horn, en tætpakket væg med portrætter af kendte og ukendte. Her er unge Hollywood-stjerner, eksponeret inden paraderne er kommet op, og gamle kendinge fanget i et uopmærksomt øjeblik. Her er svulmende surfere med tatoveringer og benede teddy boys med rande under øjnene. Og her er smækre unge mænd med bukserne nede og rynkede gamle koner med håret sat op.
En stor del af portrætterne lægger brikker til Webers livslange projekt, en kontinuerlig nyskrivning af fascinationen af halvtredsernes blanding af uskyld og utilpassethed, som den kommer til udtryk hos generation efter generation af Dean- og Brando-epigoner: En spleen-plaget Matt Dillon i sengen (fuldt påklædt), en øldrikkende Sean Penn i naturen, en bambi-sky Chris Isaak (med mor), en drenget og poserende Leonardo DiCaprio og naturligvis en delikat River Phoenix, enhver aldrende bøsses våde drøm.

Men der er også ganske mange billeder, som ikke direkte giver næring til homoerotiske fantasier: En cigarrygende Patricia Arquette, Juliette Lewis med en Degas-bog under armen, Robert de Niro fanget på gaden i New York, Paul Bowles i Tanger, en aldrende Michelangelo Antonioni med hustru samt et ganske nyt billede af en af Sydens store gamle damer, Eudora Welty. Og mange flere, stjerner og starletter, surfere og boksere, fodboldspillere og jazzmusikere.
Et af Webers foretrukne motiver var den nu afdøde trompetist Chet Baker. I ham fandt fotografen en forvokset teenager, en evig dreng, uansvarlig, fræk og fascinerende, erotisk og musisk. En tidløs hustler, bogstavelig talt med alderen og livet printet ind i ansigtet som dybe furer, en smadret mund og et udtryk af smerte, der ikke var resultatet af timers øvelse foran spejlet. Mødet med Baker resulterede i den betagende biograffilm Let’s Get Lost (1988), et af de mest hudløse og poetiske filmportrætter, der er lavet om jazzens univers.

det fotografiske essay

Foruden filmen om Chet Baker har Weber lavet Broken Noses (1987) om bokseren Andy Minsker, Backyard Movie (1991), Gentle Giants (1994), Teddy Boys (1996) samt senest et portræt af netop afdøde Robert Mitchum, Do You Have a Problem With This Pal?
Der er dog ingen tvivl om, at det er som fotograf, Bruce Weber har haft sin største betydning. Eller rettere sagt: som en blanding af billedmager og historiefortæller. Udstillingen i London giver et klart fingerpeg om, hvorfor Webers foretrukne format er bogen, det fotografiske essay, hvor de enkelte billeder kan føje sig sammen til forløb, måske ligefrem fortællinger.

En af de udstillede serier er Branded Youth (1994-97), en historie, der med sine afsøgninger af drengevenskab, området mellem barn og voksen samt udforskning af gryende seksualitet rammer ned et centralt sted i Webers univers. Andre eksempler er Vietnam (1996) med den pudsige programerklæring “You can take the boy out of Vietnam, but you can’t take Vietnam out of the boy”; Wrestling Camp (1996) med svedige mandekroppe og ansigter forvrænget af smerte; My Neighbor John (1997), en stemningsfuld og sært altmodisch dokumentation af en farmer fra Midtvesten; eller South Africa (1995), en reportage bygget omkring et par ultranære portætter af Nelson Mandelas ansigt.
Stærkest – ud over portrætterne – står imidlertid Boy Scout Troop (1983-97), en serie fotografier af drengespejdere i fuldt ornat, kække drenge med vandkæmmet hår, bløde knæ og bøjle på tænderne. Her opløses det skær af privathed og kammerateri, som kan hvile over de mange mutte Adonis-portrætter, og i stedet fornemmes et lettere selvironisk glimt i øjet, dog uden at det bliver det rene pjank. Faktisk er spejderbillederne på én gang rørende, foruroligende og særdeles sigende omkring flere af de mytologier, der tjener som fundament, ikke blot for det amerikanske samfund, men for maskulin identitet i bredere betydning.

Selv om portrættet er Bruce Webers foretrukne genre, er hans fotografier langt fra nøgternt registrerende. Snarere går Weber efter sine modellers selvforståelse og drømme, efter dét uudsagte, der kan svæve i kombinationen af gestik, stil og omgivelser. Hans fotografier er ikke billeder af livet, og heller ikke blot fotografens egen drøm modelleret med den fotograferede som råstof, men poetiske visioner affødt af mødet mellem fotograf og model.