I en tidligere artikel har vi beskæftiget os med betydningen af hovedvinklen i dyrefotografering

Optagevinklens betydning – I en tidligere artikel har vi beskæftiget os med betydningen af hovedvinklen i dyrefotografering. En anden vinkel, der er vigtig at tænke over, når man tager naturfotos, er optagevinklen, og denne gælder modsat hovedvinklen alle motivtyper.

Som mennesker har vi, omend de fleste nok kun modvilligt vil indrømme det, en tendens til at være dovne

Som mennesker har vi, omend de fleste nok kun modvilligt vil indrømme det, en tendens til at være dovne, hvor vi kan være det. Det gælder også, når vi fotograferer, og derfor ses det tit, at billeder, der ellers har et spændende motiv, er kedelige at se på. En af de måder, man relativt let kan få anderledes (og måske mere interessante) billeder på, er ved at ændre sin optagevinkel. I stedet for at stå opret og fotografere en hare i fugleperspektiv, kan man måske komme ned i knæ, så den fotograferes i normalperspektiv, eller man kan måske komme fladt ned på maven, når der fotograferes svampe og indfange disse i frøperspektiv. Fugleperspektiv betyder, at billedet er fotograferet fra oven, så man ser ned på motivet, normalperspektiv beskriver, at man er i øjenhøjde med motivet (uanset om det har øjne eller ej), og frøperspektiv angiver at man fotograferer motivet nedefra.

Man kan ikke på forhånd hævde, at det er bedre at tage et billede i normal-, fugle- eller frøperspektiv, men omvendt er det heller ikke nødvendigvis dem alle, der fungerer til et givent motiv. Derfor må man prøve sig frem, og det er nok her, det ofte “går galt”, fordi dovenskaben tager over, og man som udgangspunkt antager, at billedet nok er blevet godt nok, selv om man ikke har forsøgt sig med andre vinkler. Herunder er den samme svamp fotograferet fra opretstående position, knælende, og med kameraet helt nede ved jorden.

Lyset og retningen er nogenlunde ens på de tre billeder, så optagevinklen har stor betydning for billedets endelige udtryk, og det er værd at have i baghovedet næste gang, der skal fotograferes.